Profiluddannelsen starter snart…prestige for professionen?!

Kan den pædagogiske profiluddannelse – fremtidens ordinære pædagoguddannelse? – være med til at skabe mere prestige for og om den pædagogiske stand?

 

I skrivende stund forbereder et hold af kolleger og undertegnet sig på, at der starter et nyt profiluddannelseshold d. 1 september 2015 og det glæder os helt vildt. Det første hold startede i 2013, hvilket vil sige at der i den mellemliggende tid desværre ikke har været grundlag for at opstarte nye hold, men en relativ simpel ændring for det samlede optagerfelt til alle pædagoguddannelser i UCC har medført en langt større tilslutning end normalt. Erfaringerne fra 2013-holdet er mestendels positive trods nogle strukturelle udfordringer, et par kommentarer herfra lyder: ”et dynamisk studierum”, ”mere flow i uddannelsen” og mulighed for at anvende den teori man har lært, dagen efter”.

Hvad indeholder profiluddannelsen egentlig? En profiluddannelse går i al sin enkelhed ud på at der er en langt større sammenhæng mellem praksis og studie. Helt konkret udmønter det sig organisatorisk i to dage på studiet og to-tre dage i praksis med indlagte selvstudiedage. Uddannelsens længde er lige så lang som den ordinære, der er også ’almindelige’ praktikker og der er også de samme krav i forhold til prøver og eksamener, imens den afgørende forskel ligger i organiseringen. Det er en uddannelse der kræver en tand mere af de studerende end normalt, da de skal kunne være omstillingsparate og kunne agere i to parallelle læringsrum på næsten samme tid.

Udfordringerne med at etablere en uddannelse, som skal følge studieordningen men i sin organisering har et helt andet udtryk, er selvfølgelig store og i særdeleshed nu hvor det nye hold også skal følge uddannelsesordningen, der blev indført i 2014. En uddannelsesordning som er radikalt anderledes end de forrige og hvor den ordinære uddannelse endnu ikke har sikker grund under fødderne.

Det kræver også noget af praksisfeltet, som skal ind- og omstille sig på nye måder at have studerende på. Det kræver gode ledere og pædagoger at kunne håndtere disse radikale omstillinger. Andre (om end få) erfaringer fra 2013-holdet viser, at nogle studerende havde mindre gode oplevelser, da de blot blev set som en ekstra ressource. Det har dog også været synligt for den ordinære uddannelses praktiks vedkommende. Ingen forskel her, det er blot beklageligt at det skal overgå studerende, da det ligger langt fra hensigten med praktik.

I al uddannelse hvor studerende skal ud og varetage en profession og især en relationsprofession er et begreb som ’transfer’ et centralt og vigtigt element. Man prøver i så høj grad som muligt, at skabe læringsmiljøer, hvor det giver mening for de studerende qua de kan anvende det de bliver undervist i, direkte i praksis. Bjarne Wahlgren har formuleret mangt og meget om transfer, bl.a. at jo tættere forbindelse der er mellem praksis og studie, jo større mulighed er der for transfer, hvilket profiluddannelsens udformning tilgodeser. Udover denne transfermulighed, er det også hensigten at de studerende skal forholde sig eksplorativt til egen praksis. Vi opererer i den forbindelse med de tre U’er. De skal udøve, undersøge og udvikle. Denne trinvise progression må nødvendigvis skabe nogle spændende pædagogiske profiler efter endt uddannelse, hvor aftagerfeltet må slikke sig om munden ved synet af uddannede pædagoger, der er i en høj grad har udforsket egen praksis og kan deltage i de forskellige institutioners udviklingsprocesser. Et andet perspektiv, man kunne argumentere med, er filosoffen Dorthe Jørgensens, som i en kommende bogudgivelse argumenterer for mimesis i forhold til alle der arbejder pædagogisk. Hun beskriver at teori og praksis hænger uløseligt sammen, samt at man skal tage eksemplets magt alvorligt, noget som i høj grad er et potentiale på en pædagogisk profiluddannelse. Det kræver nærvær forklarer hun og med denne organisering i uddannelsen er det aspekt fuldt ud dækket, så er det ’blot’ vores (undervisernes) ansvar at være mentalt til stede.

En større satsning på profiluddannelsen kunne betyde et gevaldigt fagligt løft til et praksisfelt, der ofte nævnes i samme åndedrag som normeringer, strukturelle (mis)forhold og dokumentationsarbejde. Det kunne ligefrem betyde et positivt fokus på en velfærdsprofession, der desværre ikke indeholder særlig megen prestige. Her kan uddannelse være et godt udgangspunkt, selvom der selvfølgelig også er en del andre faktorer, der kunne give noget mere prestige, ingen nævnt, ingen glemt. Man kunne tilmed stille spørgsmålet om der ikke er andre ting der er vigtigere end prestige og jo vil være et nærliggende svar, men det er paradoksalt at en relationsprofession, ikke er mere velanset, nu hvor man arbejder med individer der skal skabe sig et liv, små poder der skal dannes, psykisk sårbare der skal hjælpes ud af onde spiraler, et barn med autisme der skal have orden i sin hverdag, en handicappet person som skal have lige så stor mulighed for opnåelse af livskvalitet som alle andre, osv. Pædagogprofessionen arbejder med velfærdsstatens næste produktionsgeneration, velfærdsstatens uheldige og dem som velfærdsstaten beskytter; det bør skabe noget prestige! I lange stræk er det måske professionen selv, der ikke har været vakse nok til at udbrede de gode fortællinger, men det er en tangent, som kræver mere spalteplads og i for sig er det relativt irrelevant at finde de ”skyldige”. Jeg kunne pege på en række faktorer, men vil blot feje for egen dør og prøve at være medskaber til uddanne fagligt stærke pædagoger. Vi må videre.

Hvad så med den ordinære pædagoguddannelse? Er den ubrugelig? Ingenlunde, man kan ikke afvise eller delegitimere det faktum, at der selvfølgelig er blevet uddannet dygtige pædagoger i hobetal gennem tiderne via den almindelige uddannelsesform. Jeg har selv gået på pædagogseminariet i forrige årti og har nu også været med til at uddanne nogle mennesker (på den ordinære uddannelse), som virker fagligt ambitiøse og nuanceret over deres kommende pædagogiske virke. Dog kan man problematisere dens udformning med lange studieperioder imellem de vigtige lange praktikker og min personlige holdning er, at man skal ikke være bange for at profilere nogle frem for andre; i skole og institutionsverdenen findes der også alverdens bud på forskellige profiler, såsom international, idræt, forskning etc. Det betyder ikke at de ’ordinære’ er gennemsnitlige, den er ordinær pga. at majoriteten fortrækker/tilhører denne uddannelse/institution, men snarere at de profiluddannede pædagoger har en anderledes profil end deres ’ordinære’ kolleger.

I sommeren 2016 rykker de københavnske pædagoguddannelser til Campus Carlsberg sammen med en række andre professionsuddannelser og det bliver en spændende og stor udfordring. Der starter 26 hold alene på pædagoguddannelsen til næste sommer! Håbet kunne være at der til den tid bliver mere end et hold, som skal følge den pædagogiske profil og at vi med den kommende årgang skaber præcedens for de kommende optag, men også får skabt en debat og fokus på denne uddannelse og dens kvaliteter, så forvaltningen, institutionerne og politikerne vil bakke op om denne uddannelsesmulighed i større grad. Prestige skaber agtelse og derved kan velfærdsprofessionen stå stærkere og ligeledes kan praksisfeltet måske gøre sig fortjent til en større sum penge for det vigtige arbejde de udfører, da der er blevet krævet mere af dem undervejs på deres studie.

/Adjunkt Jacob Clausen, Pædagoguddannelsen.

Livet som pædagogstuderende – undersøgelse afsluttet

Hej

Dette indlæg handler dels om en analyse af en spørgeskemaundersøgelse jeg har foretaget blandt de pædagogstuderende, hvor man i et tidligere indlæg kunne læse analyse 1, som bygger på svar fra den undersøgelse. Dels  handler det også om en kvantitativ undersøgelse jeg har foretaget gennem de sidste halvandet år, hvor jeg talt hvor mange fremmødte der har været til stede alle de gange hvor jeg har haft kontakt med de studerende i en undervisningssammenhæng eller hvor jeg har været til fællesoplæg sammen med de studerende. For jer der ikke kender til uddannelsen vil I nok være en smule rystede, for jer andre som læser dette vil tallene nok ikke komme som den store overraskelse.

Jeg har i alt lavet 80 optællinger over de studerendes fremmøde. Det samlede gennemsnit blev på 64%. Dvs at 1/3 af de studerende dukker ikke op på gennemsnitlig basis. Tager man et grundigere blik på tallene er de dog endnu mere alarmerende. Mange gange befinder fremmødeprocenten sig på 40 og 50 %, dvs halvdelen af de studerende møder simpelthen ikke op. Den gennemsnitlige procentsats på 64 er kun på dette niveau grundet modulfremlæggelser eller specielle vejledninger hvor de studerende er til stede op med 100 eller næsten 100% fremmøde. Den hurtige tolkning af disse udsving i tallene kan måske forklares med at de studerende kun møder op når det gælder deres videre studie(liv) eller når de kan få specifik feedback på et produkt de har udfærdiget. De studerende har afkodet hvornår og hvordan der godkendes i de forskellige moduler. Sammenligner jeg disse tal med min egen tid som pædagogstuderende, så husker jeg det langt fra som værende et lige så stort problem og det er kun seks år siden jeg blev færdiguddannet. Hvad er der sket på så relativ få år; hvad har skabt det skred i holdningen til at varetage sin egen uddannelse? Det kunne være interessant at lave et større kulturantropologisk studie af dette aspekt, men et større, vigtigere og mere brændende spørgsmål er i midlertidigt:  Hvad med børnene, de handicappede og andre brugergrupper, som har brug for fagligt stærke og engagerede pædagoger? De pædagogstuderende som har et selektivt fremmøde kan og skal sikkert nok få en uddannelse og blive acceptable pædagoger. Det er mere princippet i at tænke hvad man går glip af, når man bliver væk. Ikke blot hvad deres respektive undervisere har i sinde at levere af materiale som de kunne blive inspireret af, men i den grad også at mangle diskussioner med sine medstuderende og kunne sparre med dem, så de sammen kunne udvikle en stærk faglighed. Hvis man har en tilgang til uddannelsen, hvor man selv udvælger de dage hvor man gider at dukke op, og ens samvittighed tillader det, så tænker jeg hele tiden på at det må på en eller anden måde kunne ses i deres fremtidige indsats, når de en gang skal udøve det ansvarsfulde erhverv som pædagog. Møde til tiden, gøre en ekstra forskel for et barn i klassen, lave den gode aktivitet der lige krævede det ekstra forbederedelse, lige sætte sig det grundigere ind i en vejledning fra kommunen osv. osv.

Indlægget her skal ikke kun baseres på de kvantitative data der handler om optællinger, fordi det er trods alt begrænset (og for ensporet) hvad man kan udlede af dette. Men i en sammenhæng med en anden kendt kvantitativ undersøgelsesform nemlig spørgeskemaundersøgelsen, der blandt andet for dennes vedkommende består af en del kvalitative elementer (åbne spørgsmål), så kan det måske skabe en bedre indsigt i de studerendes studieliv.

Af de 68 respondenter af undersøgelsen er det kun 20% som faktisk anvender 30 timer eller mere om ugen på at studere (et fuldtidsstudie vel at mærke). 2/3 af respondenter svarer derimod at de anvender 20 timer om ugen på at studere. Adspurgt, i det følgende spørgsmål, om hvor mange timer de mener, man egentlig bør anvende, svarer 2/3 at det stadigvæk er nok med de 20 timer om ugen. Det sætter gennemsnitstallene fra før lidt i perspektiv, men ikke mindre bekymrende. I parentes, rent metodisk, skal det bemærkes at jeg personligt har bedt de studerende om at udfylde spørgeskemaundersøgelsen i forbindelse med en undervisningsseance, så det er altså kun dem som har været til undervisningen der har udfyldt. Dvs. den gennemsnitlige tredjedel der ikke er til stede i undervisningen har ikke udfyldt undersøgelsen, hvilket i sig selv må have haft en væsentlig betydning for procenterne i en negativ retning, såfremt de havde.

De fleste studerende (87%) anser deres egen indsats på studiet som enten engageret eller stabil og pligtopfyldende. Og her er min egen oplevelse at det tal nok passer meget godt på de fremmødte. Man møder heldigvis en del studerende, som er mødt op, som også engagerer sig i undervisningen. Det kan også understøttes med at de, ifølge dem selv (87%), ofte eller altid læser det materiale der er til de forskellige undervisningsgange.

I forhold til tidligere tolkning om at de kun møder op, når de kan få feedback af underviseren, passer følgende udsagn fra undersøgelsen meget godt. Det er kun under 1/5 af de studerende der er uenige i udsagnet om at der er for lidt gennemsnitlig underviserkontakt på en uge.

Af de mere kvalitative svar på de åbne spørgsmål i undersøgelsen handler de studerendes svar, på hvad de er mest begejstreret for på pædagoguddannelsen, mest om at undervisningen beriger dem og at de oplever stor glæde ved at komme i praktik. På den mere negative side er det de administrative elementer der desværre tager for stor fokus samt forelæsninger i auditorierne. En studerende formulerer det således:

Lange formiddage i auditoriet. Det er drænende og jeg sidder pisse dårligt.

Så er det sagt! Der er mange flere data, som kunne være interessante at bringe frem til offentlig skue, men for nu sætter jeg lige et punktum.

Afslutningsvis vil jeg sige at de interne evalueringer, de studerende skal udfylde, undervejs i modulerne og uddannelsen ikke går nok i kødet på uddannelsen, underviserne og de studerende selv. Derfor udfærdigede jeg mit eget bud. Jeg kan ingenlunde påstår at min undersøgelse er repræsentativ for alle pædagogstuderende, men blot kan det være en lille afdækning af hvordan livet som pædagogstuderende kan være og samtidig fungere som katalysator for en større og tydeligere debat om hvilken slags pædagogstuderende vi gerne vil have på uddannelserne, som i sidste ende skal ud og tage sig af vores nærmeste, når vi ikke lige selv har mulighed for det.

Analyse 1: De pædagogstuderendes engagement er meget kritisabelt (og det synes de i øvrigt også selv)

Indrømmet. Overskriften er ret kontant og sat lidt på spidsen. For jeg møder jævnligt studerende, gennem mit virke som underviser, der er engagerede, fagligt stærke og reflekterende over teori og praksis. Det er dejligt, men de er få og det generelle billede lader en hel del tilbage at ønske.

Jeg har valgt en overskrift, som baserer sig på tre argumenter og det vil jeg gøre rede for i nedenstående.

Jeg har læst at overskrifter skal have en høj klikværdi og være fængende, så det har jeg prøvet samtidig med den forhåbentligvis ansporer læseren til at læse videre ved denne umiddelbare meget selvkritiske holdning.

Det andet argument er, at jeg ved mit møde med forskellige hold fra februar 2015 til dags dato, 34 gange har noteret holdenes fremmøde og sammenholdt det med hvor mange der potentielt kan være på holdet ifølge vores intranet. Det samlede gennemsnit ligger på 67% og det ved jeg egentlig ikke om er mange eller få ift. andre professionsbacheloruddannelser. Men uanset uddannelse burde en tredjedel af de studerende ikke blive væk. En uofficiel rundspørge blandt kolleger gætter på forskellige årsager såsom; su-ryttere, dovenhed/forglemmelse ved evt. udmeldinger fra studiet, selektivt fremmøde ift. eget liv, ligegyldighed der bunder i en viden om hvad der er tilstrækkeligt at være til stede til eller sagt på en anden måde; der er studerende, som har en overbevisning om, at de ved det, der er værd at vide, qua en medhjælperbaggrund og skal bare igennem studiet for at få et bevis. Gransker man tallene, skal man huske på det er et gennemsnit. Jeg har nemlig også noteret hvilken slags ’undervisning’ de enkelte hold har haft og de tal fortæller en hel del mere. Ved gruppevejledninger, gruppefremlæggelser og modulgodkendelser er de, så godt som muligt, fuldtallige, imens jeg har mange procenter der ligger på 40%! På pædagoguddannelsen opererer vi med deltagelsespligt, hvor det ikke, som i tidligere tider, inkluderer en mødepligt og heri ligger antageligvis en del af forklaringen. (Mine data er dog både fra hold som er på 2014-ordningen og 2007-ordningen, men uanset studieordningens årstal er fremmødet sparsomt og umiddelbart selektivt). Det betyder, ret beset, at det er op til de pædagogstuderendes samvittighed hvorvidt de vil møde op eller ej. På uddannelsen kontrolleres det (kun) om de bliver godkendt i de forskellige moduler og om de består de kompetencemålsprøver, som kommer undervejs på uddannelsen.

Dette er rene kvantitative data, dog selvfølgelig med en vis fejlbehæftelse, da nogle studerende er tilmeldt uddannelsen og aldrig er dukket op, andre studerende er stoppet på uddannelsen, men er ikke blevet registreret af administrationen. Dog kan de disse mindre administrative tilfældigheder ikke gøre det op for en tredjedel.

Det tredje argument for den bombastiske overskrift er, at jeg har udfærdiget en spørgeskemaundersøgelse, med en del åbne spørgsmål, som de pædagogstuderende har svaret på og dermed haft en mulighed for selvrefleksion. Jeg er nemlig oprigtig interesseret i den måde som de pædagogstuderende opfatter det at være pædagogstuderende på, og vil gerne sætte mig ind i deres bevæggrunde og fordi jeg håber at kunne være med til at uddanne pædagoger, der løfter det faglige niveau i praksis.

I skrivende stund har 66 respondenter indtil videre svaret på undersøgelsen og den begyndende bearbejdning af disse data har resulteret i følgende tendenser:

  • Næsten 30% af de adspurgte prioriterer deres fritidsjob(s) højere end uddannelsen.
  • På et spørgsmål om de studerendes mødedisciplin svarer de adspurgte generelt set, at det er irriterende at folk ikke kommer til undervisningen eller kommer dryssende ind i undervisningen. I det følgende er der tre udpluk (der er mange at vælge imellem) fra de studerendes kommentarer (i redigeret form): ”Det er rigtig irriterende at folk ikke kan møde til tiden eller ikke virker særlig engageret i at være deltagende, på trods af andre personer virkelig brænder for det inklusive mig selv. Hvis man alligevel ikke rigtig gider bruge tid på skole, skulle man have tænkt over det inden man valgte den her uddannelse.” ”Pga vi ikke rigtigt har mødepligt og kan få fravær, hænder det ofte at der ikke er mange der møder op til timerne. Jeg er selv lidt ligeglad, men for lærerne kan jeg godt se at det kan være irriterende, da de forbereder sig. Mht til at de andre kommer dumpende ind i timerne forstyrrer det. De skal finde en plads, hive deres computere frem osv, og læreren stopper undervisningen kort.” ”Mød dog op og lad være med at bede om noter på facebook. get a life sucker.”
  • På et spørgsmål om det mest irriterende element påpeger en del studerende at der er nogle strukturelle forhold (intranet/lokaler/tvivl om den nye uddannelsesordning), der ikke er i orden, samt de andre studerendes engagement.

Den tredje og sidste tendens blandt svarene er selvfølgelig enormt beklagelig og kan være forstyrrende, men trods alt ved de studerende godt hvilken dag de skal have undervisning, så det er ikke en undskyldning for at blive væk.

På baggrund af ovenstående, hvor de studerende har ordet og udtaler sig negativt, kan man godt foranlediges til at tro det drejer det sig om førnævnte tredjedel som ikke kommer eller skiftes til ikke at komme. Uanset hvad, er det en problematik som bliver debatteret ivrigt blandt underviserne og de studerende som er gengangere i undervisningen. Det er et specielt læringsrum at træde ind i, når der kun er 10 studerende eller færre og du havde forventet/forberedt dig til 30. Man bliver dygtig til at justere sin didaktik med tiden, men i sidste ende burde det jo ikke være sådan.

Det er ikke kun negativt det hele. De er også blevet adspurgt om positive elementer på studiet, men hertil er svarene meget mangfoldige og dermed udfordrende at udtale noget generelt om. Retfærdigvis skal det dog siges at svarene er reflekteret og med et glimt af håb. De påpeger enkelte moduler, enkelte undervisere, enkelte begreber der er blevet undervist i, gruppearbejde, kombinationen af teori og praksis osv.

Det er ikke en dybdegående videnskabelig undersøgelse jeg har bedrevet, men min dagsorden har også været en anden. Jeg vil høre hvad de selv mente om deres måde at være studieaktive på og det må vi få ændret på, enten ved nogle strukturelle tiltag eller en seriøs holdningsændring blandt de studerende. Skal man genindføre mødepligten? Skal der være skrappere krav for de studerende og deres studieaktivitet? Skal de studerende selv mobilisere energien til at ændre hinandens holdning til studiedeltagelsen eller er det overhovedet deres opgave? Spørgsmålene er mange og debatten er åben.

Der er mange spørgsmål man kan stille sig selv, hvis man har interesse for en bedre fremtid for pædagogprofessionen. Jeg stiller dagligt spørgsmålet til mig selv (med en bekymrende mine): Hvad er det for nogle uddannede pædagoger vi leverer til arbejdsfeltet, når fremmødet og indsatsen er mangelfuld? Jeg har selv været pædagogstuderende (det var for 10 år siden og dengang var indsatsen bedre), jeg har selv arbejdet i faget efterfølgende og en hel del gør en god indsats, men jeg har også gennem årene samlet mange indtryk sammen af pædagogisk personaler, som i min optik er mentalt fraværende på deres arbejde. Oplevelser som at de drikker virkelig meget kaffe, ser passivt til på stuen/legepladsen, brokker sig over nogle strukturudfordringer, klager over potentiel gigt i fingre fordi der knappes for mange knapper i børnenes flyverdragter eller snakker med rengøringsfolkene i stedet for at forberede aktiviteter til børnene i SFO’en. Jeg har set, hørt og oplevet meget i min relative korte karriere inden for den pædagogiske sektor. Der er for meget sløs, og disciplin bør for fremtiden være en værdi man kan påklistre den pædagogprofessionelle faglighed. Et af stederne hvor man burde kunne rette op på dette, er ved at uddanne nye pædagoger, som forbedrer professionstandens anseelse og skaber en faglig stolthed gennem deres pædagogiske virke. Men hertil er der for få lysglimt i den grå masse, før det kommer til at ske. For nuværende i hvert fald.

Hvorfor denne side?

Jeg er underviser på en pædagoguddannelse, som gerne vil arbejde for en bedre pædagoguddannelse. Jeg er selv uddannet pædagog og udover de mange dygtige pædagoger jeg har mødt på min vej, så synes jeg desværre også at der er for stor en del pædagogiske personaler, som ikke brænder for det de laver. Et af de steder hvor der kan skabes mere prestige for erhvervet som pædagog er uddannelse, at man sikrer sig at det er fagligt refleksive mennesker der bliver uddannet. Det skal være pædagoger der gør noget og som ikke blot står med en kaffekop og small-talker med kollegaen. Derfor har jeg lavet denne side, hvor jeg vil lave undersøgelser og analyser af hvordan, i første omgang, pædagogstuderende opfatter det at være studerende.

Med tiden kan det være at man kunne udvide disse undersøgelser til andre professionsbacheloruddannelser.

God læsning.

Mvh Jacob Clausen